Se på meg, storebror!

Pr 18.mars 2012:  Datatilsynet har stoppet prosjektet som prøver ut gps-merking av demente. En håpløs Catch22-situasjon: Jeg trenger gps fordi jeg er dement. Jeg får ikke gps fordi jeg er dement.

(Herfra: Innlegg i Stavanger Aftenblad september 2011)

Selvfølgelig høres det fælt ut å måtte gå med en GPS-sender på kroppen eller i lommen, slik at folk kan se hvor du er til enhver pris. Oj... hva vil de bruke kunnskapen til, mon tro?

Dette er en fornuftig og rasjonell bekymring overfor et fremtidsbilde vi ikke ønsker oss. Vi vil ikke ha et samfunn der myndighetspersoner eller ikke-autoriserte andre kan observere vår adferd fra minutt til minutt. Vi vil bevare privatlivets fred, og vi vil bestemme selv.
Derfor får ikke sykehjem bruke GPS for å spore demente pasienter. Betingelsen for at man skal kunne spores med GPS, er at man gir tillatelse selv, og det igjen betinger at man er klar i hodet og forstår hva dette innebærer. Demente klarer ikke dette, så de får ikke GPS. Vi vil skjerme dem, ikke tillate at sykehjemsansatte kan vite hvor pasientene er til enhver tid. Selv om dette betyr at pasientene må låses inne så de ikke forsvinner på egenhånd.


Det kan høres fornuftig. Men se på den faktiske konsekvensen:

Pasientene må følges hver gang de skal en tur utenfor sykehjemmet. Hvorfor? Jo, for at sykehjemmets ansatte alltid skal vite hvor de er. Dermed fotfølges pasientene når de en sjelden gang får en tur ut. Resten av tiden må pasientene være i avlåste områder. Da vet også sykehjemmets ansatte nøyaktig hvor pasientene er.
Uansett løsning vil altså sykehjemmets ansatte til enhver tid vite hvor pasientene oppholder seg. Forskjellen med og uten GPS er at en sporbar pasient kan rusle ut på egenhånd. Snakke med hvem de vil, uten at en ansatt står og lytter. Sitte på en benk så lenge de vil, uten at en pleier blir utålmodig. Altså et mye bedre dagligliv, simpelthen fordi de kan bli funnet hvis de blir for lenge borte. I tillegg reduseres selvsagt risikoen for at de går seg vill i skogen eller blir liggende i en grøftekant etter et fall.

Hvis det er mulig, vil jeg gjerne allerede nå forhåndserklære mitt klare ønske: Skulle jeg bli dement, vil jeg merkes med GPS. I en slik situasjon vil jeg virkelig, virkelig ønske at storebror og storesøster ser meg.

Som i Viggo Barfoeds fortvilede vise: "Med min kone har jeg levet otte år i fryd og gammen, vi har haft så meget sammen; sa' hun noget, sa' jeg Amen. Men på een gang nu forleden var det slut med herligheden. Jeg kom hjem fra byen, og så var konen væk. Siden da har ingen hende set, alle vegne har jeg gå't og ledt; pr. telegraf og telefon, og jeg har prøvet radioen: "Hun er gået fra sin ægtemand, muligvis i løftet sindstilstand". Og nu er det mit sidste håb, at nogen hører dette råb: Hvor er min kone? Kommer hun aldrig igen?"